Siden jeg var på Færøerne første gang, har jeg talt varmt om landet, og jeg har anbefalet alle og enhver at rejse herop. Jeg er ofte blevet spurgt, hvorfor det netop er dette land langt mod nord, som jeg har kastet min kærlighed på. Men jeg har aldrig kunne give et fuldendt svar – før i dag.

Før i tiden svarede jeg bare, at det var naturen og vejrets omskiftelige karakter, som pirrede min nysgerrighed. Jeg svarede, at roen i fjeldene og det grønne græs, der kysser klipperne, stjal mit fokus og tvang mig væk fra hverdagens trummerum. Men i dag gik det op for mig, at min kærlighed til Færøerne ikke kun er rodfæstet i naturen og roen. Den er primært rodfæstet i det færøske folks unikke imødekommenhed.

Jeg har rejst i 41 lande og har aldrig nogensinde mødt et folkefærd som dette. Færinger er stolte og passer på hver en tomme af deres hjemland. Men de er også klar til at dele landet med dig, hvis du respekterer deres natur og kultur. De er altid hjælpsomme og aldrig hoverende, når man står over for en ny udfordring eller står med et kort og er faret vild. De viser dig, hvordan du skal gøre og lader dig prøve dig frem uden at grine af dig. Og ikke mindst er de et hjertevarmt, lunt og nysgerrigt folk.

Fra denne rejse til Færøerne har jeg hverken pakket kufferten med souvenirs eller specialiteter fra Atlanterhavet. Til gengæld har jeg pakket min hukommelse med unikke oplevelser, mit hjerte med nye venskaber og mit sind med en ny indstilling over for dem, som besøger mit eget hjemland… en ny indstilling, som minder mig om ikke at haste forbi i mit travle liv, men at stoppe op, trække vejret og spørge et par turister med et kort om de har brug for hjælp.

I disse dage fejrer vi Færøernes nationaldag, Ólavsøka. De fleste er klædt i smukke nationaldragter med smukke broderier, en lommelærke i inderlommen og en øl i hånden. Og jeg glæder mig til at være en del af det.

Jobbe Pilgaard